Kommentar 25.1.: Når ildsjæle mødes
Når SSFs distrikter nu og SSFs amter senere på året kalder til generalforsamling, er det normalt ildsjælene, der mødes.
Her kommer man ikke kun af pligt men også p.g.a. engagement og idealisme.
Her mødes man for at reflektere på det, som bestyrelsen har afleveret af arbejde i året, der svandt; her mødes man for i fællesskab at drøfte næste års aktiviteter; her mødes man for at drøfte indhold og for at (gen)vælge bestyrelsesmedlemmer.
Benytter man sig ikke af disse muligheder ude omkring (endnu), så ved man dog i det mindste, at man har mulighed for og ret til aktiv medvirken. Det er bare med at benytte sig af den.
Fra de allerede gennemførte generalforsamlinger i SSFs distrikter høres, at der er stigende opbakning, når det gælder projektarbejde, når det gælder gruppeaktiviteter, og når der ønskes foredrag med indhold.
Øjensynligt er der heller ingen vanskeligheder med at få valgt næstformænd og kasserere, der vedtægtsbestemt står på dagsordenen i år. Og de få steder, hvor der er brug for en ny formand, får man også vedkommende valgt.
Og medlemstallene rundt omkring meldes også opadgående.
Flere steder efterlyses dog et forum, hvor nye ideer og tiltag samt fælles problemstillinger kan endevendes, og hvor ikke mindst distriktsbestyrelserne - men også dem, der kunne tænke sig at engagere sig i en bestyrelse - kan hente inspiration, når det gælder udvikling af kulturaktiviteter i distrikter og amter samt intensivere et distrikts synlighed i det lokale danske arbejde.
Sammen med SdU og DCB tilbyder SSF som hovedorganisation og SSF Rendsborg-Egernførde derfor en »Ildsjælenes Dag - Det gode liv i Sydslesvig« i Medborgerhuset i Egernførde lørdag den 17. marts kl. 9.30-15.00, hvor alle er velkomne, blot de lige melder sig til forinden. Ankermænd og -kvinder er fra SSFs side amtsstyrelsen, distriktsbestyrelsen, foreningskonsulenten og amtskonsulenten.
En lignende kursus-/inspirationsdag forberedes også sammen med SSF Husum, Ejdersted og Sydtønder amter den 8. september.
Begge steder bør et distrikts deltagelse være et must.
Distrikters og amters generalforsamlinger ønskes et godt forløb med konstruktive diskussioner.
SYDSLESVIGSK FORENING





